«Er du fra Danmark? Men du snakker så pent norsk, du!».
Sommeren 2018 besluttede jeg at skifte de flade esbjergensiske vidder ud med Trondheims frodige bakkedale. Jeg havde et halvt år forinden været på udveksling i samme by og havde hovedkuls forelsket mig i de dybe skove og høje fjelde. Jeg følte, at jeg nærmest ikke kunne ånde i lille, flade Danmark længere. Fuld af eventyrlyst eliminerede jeg derfor alle mine ejendele til 2x20 kg. i målestoksforhold kuffert og vandresæk og flyttede ind i et kollektiv, jeg bare havde set billeder af på Finn.no på toppen af Trondheim.
Pernille Høegh forteller om sin erfaring som dansk-trønderværing.
Boligen var ikke som den så ud på billederne, det er de aldrig! Jeg forsøgte så godt jeg kunne at finde mig tilrette blandt mine nye bofæller: tre gutter som kom direkte hjemme fra mamma. Ingen af dem havde lært, hvordan man bruger en støvsuger, vasker op eller sågar lukker et køleskab... Selvom jeg er vokset op med to mindre brødre og troede jeg havde set og lugtet lidt af hvert, fik jeg dagligt nye erfaringer på at-bo-med-hankøn fronten. Men med vished om at jeg ikke skulle bo i dette guttekollektiv for evigt, stod jeg på.
Første skridt på vejen til at blive integreret i det norske samfund var selvfølgelig at få papirerne i orden. Dette viste sig dog at være lettere sagt end gjort. Jeg blev alvorlig i tvivl, om det nu også var Norge, SAS havde sat mig af i og ikke Uganda: Fire gange måtte jeg møde op hos Skatteetaten. Jeg har læst et sted, at for at konvertere til jødedommen, må man igennem tre prøvelser, så de mærker, at du virkelig vil det. Måske den norske stat læner sig op ad samme eventyrlige forestillinger? Første gang jeg gik til Skatteetaten kom jeg ikke engang ind. De havde ikke lige fået opdateret åbningstiderne på hjemmesiden, så der stod jeg med alle mine talenter på den forkerte side af glasdøren. Dagen efter kom jeg så langt som til informationsskranken. Man skulle åbenbart bestille tid i forvejen. Tredje gang fik jeg lov at snakke med en potentiel jeg-kan-fikse-det-for-deg medarbejder. Problemet var bare, at de dokumenter jeg havde med mig, og som jeg havde læst mig frem til på Skatteetatens hjemmeside, at jeg skulle have med, ikke var nok: «Du trenger å levere en L#%&# attest.» sa etaten. «Hva?» svarede jeg på rungende vestjysk, alt mellem L og attest blev opslugt af trønderske strubelyde: «L#%&# attest ,» nærmest råbte hun. For at stemningen ikke skulle blive alt for ubehagelig tog jeg et sats og svarede: «Men altså, jeg har ikke nogen læge her i Norge?» «Hæ!?» Etaten så opgivende på mig, men så ringede klokkerne for mig: «Nååååhh! LEJEKONTRAKT!» udbrød jeg. «Den skal jeg få fikset,» sagde jeg glad og stolt over endelig at have forstået. «Du må bestille ny time,» afsluttede hun.
Jeg tror, jeg ville kunne skrive en hel roman om de første uger i Norge med alle mine besøg på hhv. Skatteetaten, Nordea, Studentservice, Telia osv., men lang historie kort: Jeg fik et norsk fødselsnummer, jeg blev digital og min SU kommer med jævne mellemrum. Med undtagelse af enkelte perioder skal forstås, hvor nogen ikke formår at tolke et dokument og dermed annullerer udbetalingen – gerne i op til fire måneder, mens sagsbehandlingen står på: «Du må skrive den korrekte betegnelse for uddannelsesretning, ellers bliver din ansøgning afvist,» sagde de. Jeg havde i ansøgningen skrevet: Almen litteraturvidenskab, for det hedder det jeg studerer på dansk, og jeg tænkte, at siden jeg søgte en dansk etat om penge fra Danmark, så måtte det være sådan. Så idiotisk af mig at antage, ikke sandt! I virkeligheden skulle jeg have skrevet Nordisk OG litteratviTenskaP. Nu, når jeg en gang hvert halve år, som en anden straffefange, må dokumentere min færden for fortsat at modtage SU, glemmer jeg det aldrig.
Selvom jeg er taknemmelig for, at der i det hele taget findes den mulighed, at den danske stat finansierer min uddannelse, så kan man ikke udelukkende leve af en dansk SU - slet ikke i Norge. Jeg var ved at gå bagover første gang jeg skulle handle ind til et måltid heroppe. 259 NOK. for en 200 grams kødklump af ubestemt herkomst!!! Så skal jeg bare leve af luft, tænkte jeg. Det var først lang tid senere, efter en nedrig periode som hovedsagelig veganer, eller havregrød-aner, at det gik op for mig, at butikkerne ikke altid skriver stk. pris, men hellere kilopris.
Meget apropos norske madvarer er her et tip, alle som strejfer norsk grund bør huske: Nordmænd har opfundet en sådan blegbrun substans de kalder brunost. Trods der i betegnelsen indgår det velkendte ost, må du ikke lade dig narre. Denne opfindelse kan bruges til mange ting: tætne vinduer, fylde huller i væggen, lave små, voksagtige figurer, men du skal for alt i verden ikke putte det i munden! Det klæber sig fast til ganen som cement og efterlader en yderst ubehagelig og længevarende smag af sur og uvasket… Ja, spis det ikke!
Det næste jeg havde brug for var selvfølgelig et arbejde. Under de første jobsamtaler lagde jeg mig fladt med en gang og indrømmede mine fejl og mangler. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at langt de fleste så det som en fordel, at jeg var dansk, fordi vi åbenbart, af nordmænd, har ry for at være arbejdsomme... De første jobs jeg søgte var det måske heller ikke altafgørende, om jeg snakkede eller skrev den ene eller den anden form for nordisk, men efterhånden som jeg er kravlet op ad den norske rangstige er det blevet af større og større betydning. Min sidste jobsamtale stod og faldt egentlig på mine norske formidlingsevner. Jeg så det derfor som en test af egne oparbejdede sprogfærdigheder. Jeg har altid været i overkanten selvsikker, når det kommer til retstavning, grammatik og retoriske virkemidler – på dansk, men på norsk kan jeg fortsat føle mig som en inkompetent analfabet. For at mindske usikkerheden har jeg derfor tidligere sendt mine ansøgninger til vask hos en indfødt først. Til dette job var det dog lidt vigtigt at illustrere mine egne evner.
Til jobsamtalen snakkede vi selvfølgelig om det faktum, at jeg er dansk, men at jeg snakker norsk nu, hvilke fordele og ulemper jeg selv mener det har, vi morede os lidt over den trønderske dialekt osv. Så kom spørgsmålet: «Men du, søknaden. Har du skrevet den sjølv?» Jeg mærkede med en gang stoltheden bruse op i mig: «JA! Jeg har det.» svarede jeg selvsikkert. Tænkte ikke over, at hun måske nævnte det, fordi den var helt ad helvedes til (jeg har fortsat vanskeligt ved at bedømme mit niveau. Om jeg har styr på den norske retstavning eller om jeg bare er god til at gætte), ikke før ordene var kommet ud af min mund. Jeg begyndte at koldsvede. «Du skriver veldig korrekt norsk, jeg ble litt overrasket jeg,» svarede hun så. Jeg lo nervøst.
Flere og flere praktiske foranstaltninger blev onduleret efter mit indtog i dette land mod nord, men selvfølgelig måtte også det sociale prioriteres. Det der med at henvende sig til folk, jeg ikke kender, er ikke ligefrem min største kvalitet. Jeg synes ligesom det er bedre, hvis folk kommer til mig, men lad mig bare slå fast: Med den indstilling kommer man til at dø i ensomhed her, for er der noget en trønder ikke praktiserer, så er det at gøre væsen af sig og henvende sig til fremmede! Så endnu engang måtte jeg være den rare (læs: mærkelige ) dansker som søgte indlemmelse hos de indfødte.
Et af disse forsøg på menneskelig kontakt udviklede sig særdeles lovende. Nogen gik med nogen hjem, ting blev sagt, gjort og følt på, og der blev sagt: «Skal jeg kneppe den for deg?» Jeg var klar over, at det var min bluse der blev talt om, men jeg kunne bare slet ikke forestille mig, hvordan eller hvorfor den skulle knaldes!? Jeg stoppede konsekvent op og udbrød højlydt: «HVA?» «Eh, eller altså, jeg bare trodde, at du gjerne ville, liksom?» Efter flere forvirrede, forlegne blikke og replikker faldt femøren for os begge, men the moment had past, liksom...
Når alt kommer til alt, er det nu ikke, fordi det der med at skabe sig en omgangskreds på disse nordlige strøg har været super vanskeligt. Jeg har lært mange utrolig fine, gode og dejlige mennesker at kende. Da først jeg begyndte at indordne mig, tale deres sprog, opstod der en tryghed mellem dem og mig, og i stedet for at blive mødt med undrende, urolige blikke, bliver jeg nu mødt, som var jeg en hvilken som helst anden nordmand: med et venligt smil på læben og en armslængde afstand.
Med sociale, professionelle og økonomiske kompetencer i kassen, manglede jeg bare at lære mig en sidste ting: at komme frem i dette sne- og isklædte landskab med alle lemmer i behold. «Går du på ski?» er gerne et spørgsmål, jeg på et eller andet tidspunkt i løbet af en hvilken som helst samtale bliver stillet. Jeg tror, det er en måde for nordmanden at afkode situationen på: Er hun tryg at være i nærheden af? Lidt samme metode jeg selv bruger, når jeg skal vurdere, om folk er værd at lære at kende: «Læser du bøger?» (Læs dette og lær: Et hjem uden bogreol er ikke et trygt sted at være, kom dig væk i en fart!) Indtil for få måneder siden var mit svar på ski-spørgsmålet et konsekvent nej. Jeg havde indtil da bare balanceret på disse bjælker, nordmændene ynder at spænde på fødderne, en enkelt gang, og det endte med tre brækkede tæer og en fuldstændig tyndslidt ære. «DET kommer aldrig til at ske igen,» sagde jeg gentagende og højtlydt.
For en måned siden var jeg med en veninde på hyttetur i Oppdal og gik 15 km. ud over vidderne i sne, med ski på, og jeg nød det. Verdener åbner sig for en, når man siger ja til ting. Det er ikke særlig dybt, men det er værd at huske.
Det er selvfølgelig ikke muligt at gå med ski på benene hele vinteren heroppe. Ofte smelter sneen en smule for så at fryse igen, så der bare ligger et 10 cm. tykt lag is tilbage, som der er rig mulighed for at slå sig godt og grundigt på. Jeg brugte lang tid og mange hysterianfald på at finde ud af, hvordan det var muligt at holde sig oprejst på det glatte underlag. Jeg så jo, hvordan nordmændene kom løbende forbi mig, mens jeg vraltede angstpræget rundt som en anden idiot. Den eneste fornuftige forklaring jeg havde på, hvorfor det lod sig gøre for nordmændene og ikke for mig var, at nordmænd må have et medfødt gen eller magnetfelt som gør, at de står vejrfast i den isglatte bakke. Det er imidlertidig ikke hele forklaringen. Forklaringen hedder brodder og er en sådan fantastisk gummisål med pigge, man kan krænge uden på sine almindelige sko og heisan: Prøv bare at vælte denne dansker af pinden! Og så handler det om tyngdepunkt. At snige sig over isen som en stivbenet idiot er ikke løsningen. Pingvin er kodeordet.
Tiden i kollektivet fik en ende. Eller dvs. min tålmodighed fik en ende, og jeg har fundet et bedre, roligere og mere velduftende alternativ. I løbet af mine snart to år i Norge har jeg vandret med en moskusfamilie over Dovre fjell (mange nordmænd er fortørnede over, at de aldrig har været så meget som i nærheden af en moskus, og så kommer bare dansken her, og første gang hun ligger i telt på et fjell, så vupti, kommer hr. og fru Moskus slentrende forbi hende med 20 meters afstand.), jeg har ageret budeie på en sæter, spist rømmegrød og vafler, malket køer og klappet kalve. Jeg har modtaget formanende bekymringsmeldinger fra min far, når jeg i ren iver skriver hjem om tordenskrald og ildebrand i fjeldet over mig, om hoftehøje snedynger som overmander mig på vej mod mit yndlingssted i skoven: der sidder jeg ofte efter en lang dag på læsesalen og ser ud over sneklædte fjell, mens bålet knitrer foran mig og kaffen koger.
Jeg prøver mig ihærdigt frem på en slags nordisk hybrid og mærker, at jeg bliver mere og mere overbevisende for hver dag der går. Det er længe siden jeg har haft en så alvorlig sprogforvikling, at det satte en stopper for den erotiske stemning, og selvom jeg fortsat må finde mig i, at folk tror jeg er tysk, («Du høres ikke ut som en dansker», sier nordmanden når vedkommende giver fortabt i sin stiltiende gætteleg: «Jeg trodde du var tysk jeg!»), så føler jeg, at jeg kommer længere og længere på vejen til at blive en vaskeægte trønder-dansker.